‘Den øde ø’ – et interaktivt Robinson Crusoe-eventyr
I løbet af Aarhus Festuge har 500 skolebørn i alderen fra 9 til 16 år deltaget i et klassisk Robinson Crusoe-eventyr i området uden for Aarhus Godsbanes Perron 2. Børnene har testet Child Experience Designs nye interaktive adventure og overlevelsesspil ‘Den øde ø’, der kombinerer en eventyrlig introduktion til klassiske samfundsfaglige problematikker med aktiv leg og story telling.
I praksis foregår ‘Den øde ø’-spillet dels på en iPad, hvor børnene i tekst og billeder får fortalt en klassisk Robinson Crusoe-fortælling, dels på nogle interaktive brikker (hopspots), som børnene skal anvende på forskellige måder i forbindelse med løsningen af fysiske samarbejdsøvelser. Den øde ø-spillet introducerer børnene for en lang række meget forskelligartede sociale dilemmaer og samfundsproblematikker, og fortællingen om de skibbrudne børn kan ende på forskellige måder, alt efter hvordan børnene vælger at håndtere udfordringerne på ‘Den øde ø’. I løbet af Festugen blev spillet også udvidet med kreative byggeaktiviteter, hvor børnene blandt andet fik mulighed for at konstruere en vaskeægte øde ø-lejr af drivtømmer på Godsbanen.
Skibbruden i en mystisk og farlig verden
På ‘Den øde ø’ er børnene strandet som skibbrudne i en fremmedartet, forunderlig og farlig verden. For at overleve må de skibbrudne opbygge et velfungerende samfund fra bunden. Der skal træffes en lang række svære valg, som på en fantasifuld og tankevækkende måde introducerer børnene til forskellige grundlæggende samfundsfaglige problemstillinger om alt fra demokrati, lighed og frihed til overvågning, kriminalitetsbekæmpelse og voldsanvendelse mod rivaliserende grupper. Det er stimulerende og kreativ leg med fokus på samarbejde og fælles beslutningstagning.
Forfatteren og spildesigneren bag ‘Den øde ø’, Boris Hansen, forklarer, at han har hentet inspiration til fortællingen i såvel nyhedsmedierne som klassiske overlevelsesfortællinger om skibbrudne:
– “Jeg har ladet mig inspirere af klassikere som Williams Goldings ‘Fluernes Herre’, men jeg har også medtaget mange dagsaktuelle politiske problemstillinger i forklædning,” fortæller Boris Hansen.
En ny og spændende måde at lære om litteratur og samfund
‘Den øde ø’ er endnu ikke helt færdigudviklet, men i løbet af Festugen begejstrede den interaktive fortælling både skoleeleverne og deres lærere.
– “Vi syntes historien var spændende. Dilemmaerne er en god måde lære at være sammen på og løse problemer. Det er en sjov måde at lære om hvordan man opbygger et samfund,” sagde Klara Wenzell fra 7.x på Gammelgaardsskolen. ”
– “Det er sjovt at skulle træffe beslutninger, og så først bagefter finder man ud af hvad konsekvenserne er. Det var ikke altid helt, som vi havde regnet med,” tilføjede Maja Bunch fra 7.x.
Pigernes lærer, Thomas Michelsen, var også begejstret:
– “Dilemmaerne og samarbejdsdelen på ‘Den øde ø’ fungerer vildt godt. Samfundsfagligt er dilemmaerne spændende, så ‘Den øde ø’ er en god introduktion til samfundsfagsundervisningen. Spillogikken og ideen med pointsystemet kender børnene fra spil som Minecraft og lignende, så på den måde passer spillet også rigtig godt til børnene.”
Også børnene på de lidt yngre klassetrin blev grebet af stemningen på ‘Den øde ø’:
– ” ‘Den øde ø’-spillet er demokrati i øjenhøjde. Børnene lever sig virkelig ind i historien og dilemmaerne, og så føler de, at de træffer nogle beslutninger som har autentiske konsekvenser,” fortalte Rikke Lund Gade, lærer for 5.b på Skåde Skole.
Lene Nedergaard, dansklærer for 5.a på Gammelgaardsskolen, havde haft en tilsvarende oplevelse med sine elever:
– “Børnene er blevet enormt trætte efter at have diskuteret alle problemstillingerne i Robinson Crusoe-spillet. De gik meget op i det og fik nogle rigtig gode diskussioner ud af det, så det var virkelig spændende,” fortalte Lene Nedergaard.
Undervisning på børnenes præmisser
En af grundende til at ‘Den øde ø’ var et hit hos de mange skolebørn, er at spillet kombinerer undervisningssituationen med leg og fysisk bevægelse. Det har mange lærere erfaring med er en rigtig god kombination for at motivere børnene. Dansklærer Malene Beckman, som deltog i ‘Den øde ø’-eventyret sammen med 4.b Rønde Skole, forklarede:
– “Jeg synes ideen med interaktiv undervisning og bevægelse er rigtig spændende. Børnene har jo så meget energi. De kan ikke sidde stille i lang tid, og så kan man enten forsøge at tvinge dem eller lave undervisning på deres betingelser. Som dansklærer er det min erfaring, at det fungerer rigtig godt at involvere leg og fysisk aktivitet til at undervise børnene i f.eks. mytologi og arketyper. Vi bruger i forvejen iPads i undervisningen, og så er det smart, at de kan kombineres med leg og bevægelse.”