KOM I GANG MED DEN ØDE Ø!
Kære Hopspotsbruger
Vi vil nu tage fat i Den Øde Ø, et spil der egner sig til dansk, samfundsfag og engelsk på mellemtrin og i udskolingen. Spillet er udviklet med støtte fra Undervisningsministeriet.
OM SPILLET:
Den Øde Ø er et interaktivt Robinsonade-spil af Boris Hansen, der kombinerer klassiske samfundsfaglige problemstillinger om alt fra demokrati til lighed, kriminalitetsbekæmpelse osv., med aktiv leg og storytelling. I spillet er børnene strandet på en øde ø, hvor de må tage stilling til en række dilemmaer for at overleve. Spillet foregår dels på iPaden, hvor børnene læser historien og diskuterer dilemmaer, og dels på Hopspots-brikkerne, som anvendes til fysiske samarbejdsøvelser, som fx at fange fisk og udforske øen.
Læs detaljerne om hvordan I spiller Den Øde Ø i denne spilguide.
Du kan også se denne video på 10 minutter, hvor Trine går mere i dybden med spillet og demonstrerer de forskellige spilelementer.
Denne introvideo om spillet tager to minutter.
Helt praktisk:
Den Øde Ø kan spilles sammen på klassen eller i hold.
Hvis hele klassen spiller sammen, foregår spillet på to iPads: en lejr- og en ekspeditions-iPad. På lejr-iPaden læses historien og valgene træffes. Tilslut evt. iPaden til et digitalt whiteboard, så alle kan læse med samtidig.
Ekspeditions-iPaden befinder sig ved Hopspots, hvor brikkerne bruges til fysiske samarbejdsøvelser som fx at fange fisk og udforske øen. På skift sendes små grupper ud til ekspeditions-iPaden hos Hopspots for at skaffe point, mens resten af klassen arbejder med scenarierne. Det vil være en fordel at placere Hopspots og ekspeditions-iPaden uden for klasselokalet, så diskussionen i klasselokalet ikke forstyrres.
Hvis klassen spiller i hold, kan de konkurrere om, hvem der får flest point. Hvert hold skal have en iPad som bruges til lejr-iPad, og holdene sender på skift mindre grupper ud til ekspeditions-iPaden ved Hopspots.
Her kan du finde supplerende opgaver, du kan bruge i begyndelsen af hvert kapitel.
Spillet er meget intuitivt opbygget, men vi anbefaler alligevel, at du prøver det lidt af, før du spiller med dine elever. Det kan du gøre på en halv time.
Tip: Den Øde Ø kan også spilles på engelsk. På den måde kan spillet blive endnu mere udfordrende og egne sig godt til engelsktimen eller til et tværfagligt forløb.
Sådan integrerer du Den Øde Ø i hverdagen:
Den Øde Ø kan bruges som et forløb i dansk, samfundsfag eller engelsk i udskolingen, eller som et Robinsonadeforløb på mellemtrin.
Klassen kan spille et eller flere scenarier og ekspeditioner i Den Øde Ø og kan altid afbryde, gemme og genoptage spillet senere. Vil I spille hele spillet, bør du afsætte mindst 9 lektioner til det – og meget gerne mere, da det tager tid at spille og diskutere dilemmaerne.
I denne lærervejledning kan du læse mere om, hvordan du kan gennemføre et forløb i samfundsfag eller dansk samt som Robinsonadeforløb. Her vil du også finde detaljerne om spillets opbygning og regler, samt hvordan det spiller ind i de fælles læringsmål.
Det var alt for denne gang!
Næste og sidste del af introforløbet vil omhandle Lakridsmanden, et danskfagligt spil udviklet til mellemtrin og udskoling. Hvis du ikke kan vente, kan du som sædvanlig læse foran ved at klikke på “Næste” nedenfor.
De bedste hilsener,
Aviaja & Trine fra Hopspots-teamet