SKOLERNES HOPSPOTSMETODER

Vi ved, at det er varierende, hvordan de forskellige skoler og institutioner implementerer Hopspots i hverdagen og dermed inkluderer digital teknologi og bevægelse i undervisningen. Selvom vi tilbyder sparring og opstartshjælp, er det dejligt at se, at skolerne selv er gode til at finde en rytme, der passer dem og deres børn.

Vi har samlet et udsnit af Hopspots-metoder fra nogle af de skoler, der er i gang med at hoppe sig kloge. Det kan være, at det kan inspirere andre til at komme i gang med Hopspots.

På Uglegårdsskolen i Solrød bor Hopspots på læringscentret. Britt er IT vejleder og tovholder på Hopspots, samt den, der sætter de andre lærere i gang med at bruge spillene. En gang om ugen kan interesserede lærere booke en gang Hopspots undervisning for deres elever. På den måde får lærerne erfaring med hvordan Hopspots kan anvendes i undervisningen. Uglegårdskolen glæder sig til at få endnu et sæt Hopspots, så flere klasser kan anvende det, og de vil lave nogle temaoplæg for lærerne om det.

På specialskolen Stensagerskolen i Viby har de kastet sig ud i Hopspots på et afprøvende og eksperimenterende plan. Randi, der er ansvarlig for Hopspots på skolen, har lært spillene at kende i samarbejde med sine elever. For at introducere de øvrige lærere til Hopspots, vil Randi sammensætte en interessegruppe og facilitere minikurser i, hvordan spillene kan anvendes i undervisningen.

Ådalskolen i Ringsted har fundet deres egen måde at inkorporere Hopspots i undervisningen, der går i tråd med deres grundlæggende undervisningsprincipper. De har fundet ud af, at den bedste læringsmetode for deres børn er, at veksle mellem 15 minutters stillesiddende undervisning og 15 minutters Hopspots. Sådan kombinerer de læring og bevægelse og opretholder elevernes fokus og motivation.

Dagmarskolen i Ringsted er også godt i gang med Hopspots. De har været med fra start og de føler ejerskab overfor konceptet. De bruger ofte Hopspots og d. 24 november i år deltog skolen i teknologifestivalen i Ringsted, hvor de fremviste Hopspots og spillede spillene. TV ØST dækkede festivalen og Hopspots fik lidt sendetid. Se indslaget her: http://www.tveast.dk/nyheder/24-11-2016/1930/teknologifestival-i-ringsted

læringsteknologi

På Dagmarskolen er bibliotekaren, Lone, eksperten. Hun hjælper folk i gang med Hopspots og har blandt andet inviteret alle klasser fra 0. til 6. til at prøve det. På den måde er de fleste børn og lærere bekendte med Hopspots og kan derfor let anvende det i undervisningen.

Der er helt sikkert mange flere måder at komme i gang med Hopspots på. Hvis I har nogle tips og tricks, så del dem gerne i kommentarfeltet.