Når man kan lege med litteraturen

af Charlotte Papsø

Efter 20 år som folkeskolelærer i blandt andet dansk og billedkunst, har jeg efterhånden prøvet en del forskellige forløb, emnearbejde, tværfaglige og differentierende med forskelligt udfald. Jeg elsker at arbejde med romaner og ser det som en udfordring at finde nye veje ind i litteraturen både for mig og eleverne. Jeg fik lov til at prøve Hopspots’ bud på bevægelse i litteraturundervisningen af med spillet “Lakridsmanden”, som er baseret på en roman af Louis Jensen. Målgruppen er mellemtrinnet og meget belejligt underviser jeg  2 meget livlige 5 klasser i billedkunst. 

Jeg læste romanen først og tænkte i den forbindelse på hvilke områder man som dansklærer ville arbejde med i undervisningen, personkarakteristikker, miljøbeskrivelser, resume og læsning mellem linjerne og med den viden, skabte jeg baggrunden for at spillet kunne begynde. Jeg lavede en stor Lakridsmand på A2 papir som kunne bruges som baggrund for de oplysninger eleverne kunne finde omkring personerne i bogen ud fra det de fandt ud af undervejs i spillet. Eleverne blev præsenteret for første del af spillet hvor man ved hjælp af brikkerne skal på cykelture rundt i den lille by og finde svar.

Opgaven blev introduceret som en samarbejdsøvelse hvor klassen sammen skulle finde ud af at løse mysteriet om Lakridsmanden.

Hvor kommer han fra? hvem har fået alle de mange dele af ham i deres lykkeposer – Hvem er Linda og Jørgen og ikke mindst den mystiske sorte dame.

Eleverne blev inddelt i grupper som så skulle vælge en seddel fra skærmen og cykle   hen til det sted der blev foreslået , der er hele tiden 2 grupper der er aktive og 2 grupper der løser opgaver i klasselokalet, fx tegne personerne, den gule bus, slikmutters butik eller  lave spørgsmål til de personer som er lidt mystiske.

Hver gruppe havde deres egen lille sorte notesbog hvor de kunne samle oplysninger de kunne dele med klassen.

Alt efter hvor grundigt de lyttede efter kunne de fleste bidrage med meget godt når de kom tilbage til klassen og især da det handlede om at lave “mastermind “ – At koble personer fra historien med den del af lakridsmanden de havde fundet i lykkeposen.

Det var tydeligt at se at eleverne var meget motiverede for at løse opgaverne på gulvet, og både drenge og piger  ville gerne være det store “cykelhjul” og holde det i gang. Hvis man har masser af gulvplads kan man sagtens lave et stort “hjul” og få pulsen lidt i vejret, for hvis de ryger ud af takt begynder cyklen at slingre og det holder resten af gruppen i gang. Den gruppe der skal hjælpe dem med at finde vej, fandt også hurtigt ud af at man kunne få dem på en lang cykeltur hvis man tog en masse omveje hen mod målet.

motivation til bevægelse

Klasserne lavede sideløbende også ostevoks figurer ud fra deres forestilling om hvordan Lakridsmanden ser ud.

digital læring

lakridsmænd

Det er spændende at være med til at skabe forløbet og klasserne har været helt med på at de var testere af et spil og at der derfor var mulighed for at foreslå ting til spillet. Det er fedt at se eleverne arbejde sammen omkring løsningen af opgaverne. Der er mange små områder hvor de skal blive enige og hjælpe hinanden og det er godt at opleve at de arbejder hen mod samme mål, men samtidig kan konkurrere lidt indbyrdes i forhold til hvem der husker bedst hvad man har hørt, og hvem der var bedst til at løse opgaverne på gulvet fx. mastermind opgaverne hvor det gælder om at huske kombinationerne af hvilke personer der har hvilke dele af Lakridsmanden.  Vi har p.t brugt 5 lektioner pr. klasse på det og er slet ikke færdige endnu, der er mange tråde der skal samles, mange cykelture der skal cykles og vi har endnu ikke løst mysteriet om Lakridsmanden. Den næste bid af Lakridsmanden tager vi inden ferien hvor vi skal fordybe os i mastermind og se om vi kan få prøvet nogle af de forskellige slutninger der er på spillet. Vi skal også se på hvordan vi får flest på gulvet i længst mulig tid så alle får mulighed for at prøve det de helst vil – nemlig Hopspots.

About the Author: Charlotte Papsø

Charlotte Papsø

Charlotte Papsø er lærer på Bakkegårdsskolen i Trige. Her er hun lærer, læsevejleder, samt skolebibliotekar. Hun underviser i dansk, engelsk, drama, film og billedkunst. Hun har tidligere indgået i ”de 32” ved Center for læring og her prøvede hun Hopspots for første gang. Vi fandt ud af at vi havde et godt samarbejde som er fortsat siden.